mandag den 10. oktober 2011

Prinseotel ferie på Malorca!


Så er jeg og familien tilbage fra en skøn 14 dages ferie på Malorca. Vi boede på et fire stjernet hotel, med navnet Prinseotel la Dorada, som ligger tæt ved byen Alcudia. Et meget børne venligt hotel.
Vi tog af sted sidst i september og kom hjem starten af oktober, sidst på sæsonen på Malorca og selv om der var bagende sol, var bladene ved at visne og falde af. Vi var så heldige, at vi havde sol næsten alle 14 dage vi var der og fik af vide at det på denne tid var meget normalt med skyet og regnfulde dage. Personligt er jeg dog glad for, at vi kom af sted så sent på sæsonen, da det var rigeligt varmt til mig og jeg tror at hvis det havde været meget varmere så havde man ikke kunnet holde ud at gå mange timer rundt i solen, som vi gjorde.

Vi har fået slappet af, nydt turen og med to små unger i bagagen, så var det faktisk ikke de store ture vi kom på, ud for at se øen. Vi havde købt halvpension og var derfor kun på nogle små ture omkring frokost tid. Der var flere ting vi overvejede at tage ud og se, men det var ret dyre seværdigheder og ungerne ville helst bare være ved poolen og mini klubben, der var på hotellet. Så pool og strand er det vi har set mest af på ferien.


Hotellet var virkeligt fint og servicen var god, der var næsten ikke noget de ikke gerne ville gøre for at man kunne føle sig godt tilpas. Vi boede i en fin 2 værelses lejlighed i stuen (det havde vi selv bedt om), her var fjernsyn (med en masse tyske programmer), toilet med badekar og bruseniche, et lille te køkken med køleskab, to kogeplader og en mikrobølgeovn og en dejlig altan. Stilen er umiddelbart meget nordisk, stilren og tiltalte i hvert fald mig.
Vi havde god rengøring, men ved at der var nogle andre, der ikke var lige så tilfredse.


Faciliteter og underholdning
Pool området var flot med vandfald og springvand. De var ikke for dybe og mange steder meget lavt, så børnene kunne lege ved næsten alle pools. Hvis jeg skal komme med lidt kritik, så var vandet altså lidt koldt, man skulle lige tage sig godt sammen før man kom helt under. Der var en børne pool med en lille rutsjebane og sjove springvandsfigure, den lå lige ved siden af legepladsen og klub huset, hvor man det meste af dagen kunne finde søde unge piger der lavede aktiviteter med alle de børn der havde lyst.
Der blev tegnet, klippet, klistret, malet, redet på heste, spillet spil, hoppet på hoppeborg og meget meget mere. Thobias var virkelig glad for aktiviteterne og lokkede de unge piger til at male ham i ansigtet og på kroppen, flere gange om dagen. Klub huset får en masse legetøjs donationer og de låner gerne ud til gæsterne. Så lad vær med at købe spand, skovl osv. eller luft madrasser el. lignende, det kan i låne hele ferien, bare man aflevere det igen.

Om aftenen var der underholdning for børnene med mini disko, som Thobias var helt vild med og efterfølgende et eller andet show for de voksne. Udover  show underholdningen, så var der også arrangementer om aftenen ude ved pool området, som feks. chill out, hvor de lavede lounge stemning og solgte biligere drinks end ved barene.

Stranden var derimod helt fantastisk flot og lækker. Tror det er den bedste strand jeg nogen sinde har været på. Der var virkelig rent og næsten ingen sten eller andet øv man kan træde på. helt klart vand og man skulle ret langt ud før det blev dybt. Så børnene kunne også komme lidt ud før det blev for dybt.


Maden var desværre ikke så god, som jeg havde håbet på. Det var jo sidst på sæsonen og det var som om, at frugterne havde set bedre dage. Frugterne på hotellets restaurant var helt fine og derfor tog vi lidt med os til ungerne,ved hvert måltid. Restauranten bestod af en kæmpe buffet, med virkeligt meget at vælge imellem, næsten for meget. På trods af at de var gode til at variere maden, så syntes jeg dog at jeg havde fået nok efter 14 dagen. Det er jo det samme køkken og man fornemmede en vis ensformighed i feks. gryderetterne og især ved dessert bordet. Personligt fik jeg en del associationer til det tyske køkken, men der var virkeligt også mange tyskere der holdt ferie i området.

Hvis man begiver sig ud for at spise, så kan jeg anbefale den lille restaurant der ligger lige rundt om hjørnet fra hotellet (lige til venstre ved krydset) da det var god mad, ikke fantastiskt, men bedre end noget af det vi fik alle andre steder.
Det var virkelig ikke særlig god mad vi fik når vi var ude. Priserne er det samme som her hjemme, men man får meget mindre for pengene. En burger kunne nemt kun indeholde en bøf og lidt stegt løg, ingen salat, agurker el. tomater. Vi var ikke på BurgerKing men en anden familie var og det havde heller ikke været en særlig god oplevelse. Hold jer fra hotellets runde restaurant der ligger midt i pool området, den var virkelig ikke god.
Så skal man ud at spise, så lad vær med at gå på opdagelse, men heller spørg efter et godt sted og gå så specifikt efter den restaurant, evt. leje en bil og køre efter en god restaurant.


Et andet godt råd til kommende gæster, vil være at man selv tager lidt grund ting med til køkkenet, feks. salt/pebber, te (da udvalget i butikkerne ikke var det store), sukker osv. så kan man også spare lidt, da man ellers kommer til at købe en stor pakke af tingene, som man så smider 80% ud af når man skal hjem.

Alt i alt så havde vi en rigtig god tur også på trods af den mindre gode mad, ungerne var jo ligeglade, de var glade bare der var pomfritter og kylling og det var til at få på alle restauranter. Så kan varmt anbefale hotellet, det var virkeligt godt.

God fornøjelse hvis i tager på ferie på Prinseotel la Dorada
Kærlig hilsen 
Mette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar